Årskonference 2026

Den udviklende børnehjerne i fokus

af Marianne Schack - 09.10.2026

Hvordan udvikler børns hjerner sig, og hvilken betydning har det for vores fysioterapeutiske indsatser? Det var omdrejningspunktet, da Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi den 8. oktober 2026 afholdt årets årskonference med fokus på den udviklende børnehjerne.

126 børnefysioterapeuter fra hele landet deltog i en dag fyldt med ny viden, faglig inspiration og praksisnære perspektiver. Et par kolleger deltog desuden online fra Færøerne.

Hjernens udvikling – arv, miljø og påvirkning

Dagen blev indledt med et grundlæggende oplæg om hjernens udvikling hos børn og unge. Her var der blandt andet fokus på samspillet mellem arv, miljø og epigenetik, og hvordan både biologiske forudsætninger og barnets omgivelser har betydning for hjernens udvikling.

Der blev også sat fokus på betydningen af stress og belastning. Hjernen har brug for passende udfordringer – det, der kan betegnes som den gode stress – for at udvikle sig. Det handler om at blive udfordret tilpas, så hjernen får mulighed for at tilpasse sig, lære og udvikle sig uden at blive overbelastet.

Et andet centralt tema var sensitive og kritiske udviklingsperioder. Hjernens plasticitet varierer gennem livet, og tidspunktet for en hjerneskade kan derfor have betydning for, hvordan skaden påvirker barnets videre udvikling.

Når en hjerneskade opstår tidligt i livet, sker det i en hjerne, der stadig er under opbygning. Barnet skal derfor ikke alene rehabilitere funktioner, der allerede er etableret, men også udvikle nye funktioner og færdigheder på et fundament, der er påvirket af skaden. Nogle konsekvenser viser sig først senere i barnets udvikling – barnet kan så at sige vokse sig ind i skaden.

Hjernetræthed og betydningen for hverdagen

Efter frokost var fokus rettet mod hjernetræthed (fatigue) hos børn og unge med erhvervet hjerneskade. Oplægget gav indblik i, hvordan hjernetræthed kan påvirke barnets funktion, energi og deltagelse i hverdagen.

En vigtig pointe var betydningen af at tilpasse hverdagens krav og aktiviteter til det enkelte barns ressourcer og energiniveau. Det stiller krav til vores forståelse af barnets samlede belastning og tilrettelæggelsen af de fysioterapeutiske indsatser.

Neuroplasticitet og fysioterapeutiske indsatser

Dagens sidste oplæg handlede om fysioterapi til børn med erhvervet hjerneskade. Med afsæt i viden om hjernens fysiologi og neuroplasticitet blev der sat fokus på, hvordan fysioterapeutiske indsatser kan understøtte hjernens mulighed for at udvikle og reorganisere sig.

Gentagelser er afgørende, når hjernens plasticitet skal påvirkes. Det kræver mange muligheder for at øve relevante bevægelser og funktioner – eksempelvis kan der være behov for 1.000-2.000 skridt på 30 minutter for at opnå et tilstrækkeligt antal gentagelser.

Det blev samtidig fremhævet, hvor vigtigt det er at inddrage familien og hjælpe med at indrette hjemmet og hverdagen, så træning og gentagelser bliver en naturlig del af barnets dagligdag. Ved at tænke fysioterapien ind i almindelige aktiviteter kan der skabes mange flere muligheder for, at barnet øver sig og udvikler sine færdigheder.

Et stærkt tværfagligt bidrag

Årets oplæg blev varetaget af Hjerneskade Center Virum, hvor neuropsykolog Lone Ullitz Fjeldborg og børnefysioterapeut Janne Østergård Pedersen med deres tværfaglige perspektiver bidrog med både aktuel viden og konkrete erfaringer fra arbejdet med børn og unge med erhvervet hjerneskade.

En stor tak til Hjerneskade Center Virum, alle deltagere og alle, der bidrog til at gøre årskonferencen til en inspirerende og fagligt udbytterig dag!

Vi tager ny viden, refleksioner og inspiration med os videre i arbejdet med børn og unge.

Hvis du sidder inde med ideer til emner til de kommende årskonferencer er tips velkomne på DSPF@fysio.dk