🔍 Fagligt fokus

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om sanseintegration, sansemotorisk træning og arousal? Et medlem har rejst et vigtigt og genkendeligt spørgsmål, som vi i DSPF gerne vil give opmærksomhed.

Hvordan skelner vi egentlig mellem begreberne sanseintegration, sansemotorisk træning og arbejdet med arousal i praksis?

Vi oplever ofte, at disse begreber bruges forskelligt – og nogle gange bliver blandet sammen. Derfor ønsker vi at bidrage med en fagligt funderet gennemgang, der kan være med til at skabe klarhed.

Teorien om sanseintegration og sansemodulation er veldokumenteret gennem forskning og er i rivende udvikling, og derfor er det netop så vigtigt, at vi tør dele oplevelsen af forvirring omkring begreberne med hinanden. Det hjælper os til at blive mere skarpe sammen, så vi kan skabe den tydelighed, der gavner både os og børnene, vi arbejder med.

I et forsøg på, at komme med et svar på spørgsmålet ift hvornår vi bruger hvilke termer, vil det være relevant at give en kortfattet, men fagligt funderet gennemgang, der både belyser den historiske udvikling og samtidig giver nogle definitioner og konkrete eksempler fra praksis, som forhåbentligt kan hjælpe med at skelne begreberne.

Gennemgangen bygger på forskellige teorier, som har været med til at forme vores forståelse af sanseintegration og danner grundlag for den måde, vi som terapeuter arbejder på i dag.

En beskrivelse af den historiske udvikling af sanseintegration

Sanseintegration blev grundlæggende beskrevet af Alice Jean Ayres i 1970’erne. Hun definerede sanseintegration som den neurologiske proces, hvor hjernen registrerer, bearbejder og organiserer sanseindtryk fra omgivelserne og kroppen med henblik på målrettet og hensigtsmæssig handling. Ayres udviklede også sanseintegrationsbehandling (Ayres Sensory Integration®), hvor behandlingens formål er at understøtte barnets bearbejdning og integration af sensoriske input med en fælles teoretisk referenceramme. Her var der særligt fokus på at fremme adaptiv respons (hensigtsmæssig respons på sansepåvirkning) gradvist overført til hverdagen.

I 1999 udviklede den amerikanske professor i ergoterapi Winnie Dunn Sensory Profile, som er en standardiseret metode til at afdække et menneskes sensoriske bearbejdningsmønster i hverdagen, og som kortlægger hvordan personer reagerer på forskellige sanseindtryk. Dette med fokus på præferencer og udfordringer for at kunne tilpasse omgivelserne omkring mennesket.

Senere byggede Anita Bundy videre på Ayres’ arbejde og bidrog med en differentiering mellem sensorisk modulation (evnen til at regulere og tilpasse reaktionen på sensoriske input) og sensorisk diskrimination (evnen til at identificere og kategorisere indtryk). Hun introducerede også et stærkere fokus på arousal og på, hvordan kontekst og deltagelse i hverdagsaktiviteter spiller ind i børns sensoriske bearbejdning. Dermed blev perspektivet udvidet fra udelukkende neurologiske processer til også at omfatte det sociale og funktionelle aspekt.

Når vi kigger på begrebet ”Arousal” er det et udtryk for vågenhed og modtagelighed for sanseindtryk. Det afspejler vores indre energiniveau og balancen mellem sympaticus og parasympaticus i det autonomi nervesystem. Arousal kan variere fra en tilstand af dyb søvn til en tilstand af fuld vågenhed og ophidselse. Det er ikke blot relateret til søvn-vågenhedsrytmen, men også til vores respons på stimuli og indre følelsesmæssige tilstande.

Arousal varierer hos alle mennesker i løbet af dagen og kan være både højt og lavt, alt efter hvilke aktiviteter vi deltager i, og hvordan vi har det. Reguleringen af arousal er central i både sanseintegration og sansemotorisk træning, fordi barnets læring og deltagelse afhænger af, at nervesystemet (arousalniveauet) er i en optimal tilstand.

Bundy’s arbejde har især tydeliggjort betydningen af at kunne regulere arousal via sensoriske og motoriske aktiviteter.

Når vi taler om begrebet sansemotorik dækker det over sansning og bevægelse. Der er tale om sensoriske bearbejdningsprocesser og motoriske aspekter af kroppens funktioner. Sanser og motorik indgår i alle vores handlinger. Sensoriske stimuli og motorisk udførsel er tæt forbundet og er helt afhængige af hinanden. Når vi udfører sansemotorisk træning fokuserer vi på at fremme den sensoriske bearbejdning og motoriske respons ved at tilbyde strukturerede (lege) aktiviteter, der stimulerer sanserne og samtidig integrerer motoriske færdigheder.

Sansemotorisk træning kan bl.a. omfatte aktiviteter, der udfordrer balance, koordination, kropsbevidsthed og evnen til at reagere på forskellige sanseindtryk, som f.eks. aktiviteter, der involverer både taktile, proprioceptive og vestibulære input. Målet er at styrke den neurologiske integration mellem sanseinformation og motoriske svar, hvilket kan føre til forbedret funktion i dagligdagen.

I nyere forskning kigger vi ikke på begreberne isoleret set, men har fokus på at sammenholde den historiske udvikling med nyeste viden i hjerneforskning, som fx  neuroplasticitet-begrebet. Med dette for øje anvender vi terapeuter særligt den bio-psyko-sociale tilgang, og hvor den neurofysiologiske og -psykologiske udviklingsteori anvendes til både at have fokus på sensorisk tilpasning til meningsfulde aktiviteter og deltagelsesmuligheder der støtter relationer og trivsel.

Ved at anvende metoder, der understøtter den rette sanseintegration og regulering af arousalniveauet, kan man skabe et miljø, der fremmer bedre funktionelle færdigheder, øget opmærksomhed og følelsesmæssig regulering. Det er afgørende at vælge passende aktiviteter og tilgange, som svarer til den enkeltes behov for at opnå et optimalt niveau af funktion og trivsel.

Et forsøg på at skabe et overblik, er her et skema til visualisering af forståelsen af den udvikling, som vi har set gennem tiden.

Skema over udviklingen af sanseintegrations forståelsen gennem tiden

Oplevelsen af, at begreberne nogle gange blandes sammen, er helt reel. Det skyldes både en faglig udvikling og en praksis, hvor sansemotoriske (lege) aktiviteter anvendes bredt – også udenfor den klassiske sanseintegrationsramme. Det er derfor vigtigt, at vi som børnefysioterapeuter er tydelige og bevidste i vores sprogbrug, og hvornår vi hiver hvilke teorier frem fra vores rygsæk:

• Fx hvornår laver vi sansemotoriske (lege)aktiviteter for at styrke færdigheder – og hvilke færdigheder indgår i målet?
• Og hvordan bruger vi viden om arousal til at skabe de bedste betingelser for læring og deltagelse?
• Hvordan sætter vi gang i de neurofysiologiske processer gennem fysisk aktivitet med fokus på regulering i nervesystemet?
• Eller hvornår er det meningsfuldt at anvende standardiseret metoder og måleredskaber som Sensory profil til afdækning af barnets neurologisketærskelsværdi med præferencer og udfordringer i fokus?

Så vigtigst af alt, er at vi stiller os selv spørgsmålet, hvilket mål har vi som terapeuter for øje, for at kunne give barnet de bedste forudsætninger, og hvorfor bruger vi hvilke teorier, hvornår?

Referencer, som kunne være til inspiration:

• Ayres, A. J. (1972). Sensory Integration and Learning Disorders. Los Angeles: Western Psychological Services.
• Bundy, A. C., Lane, S. J., & Murray, E. A. (2002). Sensory Integration: Theory and Practice. Philadelphia: F. A. Davis.
• Nielsen, L. H. (2015). Sansemotorik i udvikling og læring. København: Hans Reitzels Forlag.
• Thomsen, P. (2022). Børns mentale sundhed – Når nervesystemet er på overarbejde. Gads Forlag.
• Nissen, C. (2022). Sansemotoriske legeaktiviteter – Med fokus på samspil og fællesskaber. Gads Forlag.
• Nielsen, D & Bundgaard, K. (2023). Praksisbog om autisme for ergo- og fysioterapeuter. Kap. 3, Sanseintegration – teorigrundlag. Gads Forlag.
• Niemann, H & Klarh, A. (2024). Ergo- og fysioterapi i psykiatrisk praksis. Kap. 3. Gads Forlag.

Tak for det faglige spørgsmål og for at sætte fokus på et vigtigt område. Faglige input, som dette, er med til at kvalificere vores fælles praksis. Har andre medlemmer lignende spørgsmål eller temaer, der bør belyses, tager vi dem meget gerne op – det giver mulighed for en faglig drøftelse, der kan gavne hele feltet.